Manual til menneskebørn – absurd pædagogik og andre hverdagsritualer

En performance lecture af Lisbeth Ertner

Forestillingen undersøger spændingsfeltet mellem frihed og tilpasning – mellem institutionens logik og vores intuition. Med humor og absurditet som indgang åbnes et kritisk, men legende blik på voksenmagt, normer og de skjulte ritualer, vi bærer med os fra skole og opdragelse. Det kunstneriske spørgsmål er: Hvordan formes vi – og hvordan kan vi frigøres?

Publikum inviteres ind i et fællesskab, hvor de tiltales som “elever” – men uden at blive sat på overarbejde som deltagere. De oplever en dramaturgisk rejse: fra det kontrollerede skole-univers, gennem opløsning og absurditet, til et poetisk, sanseligt fællesskab.

Scenerne er genkendelige, og komikken skaber rum for det groteske på en lun måde: Kollegaer giver buksevand i frokostpausen, mens HR opfordrer til robusthed. En madpakkerutine spinner ud af kontrol mellem speed og slow motion, hvor en jagt ender med, at en voksen slæbes “ud i bilen”. Din nære voksne – vikaren – viser i bedste Kejserens nye klæder-stil lysbilleder på et tomt lærred. Voksne, der ikke evner at improvisere. En gruppe fisk, der får flyveundervisning. En fanget musiklærer med en lille stemme, der drømmer sig væk i en storslået performance. Og en yoga-instruktør, der presser deltagerne til “intuitiv dans” på sin egen kontrollerede måde.

Hverdagens ritualer drejes ind i det absurde og afslører skolens skjulte pensum: Vi lærer at tilpasse os, men glemmer at mærke os selv.

De forvirrede voksenkarakterer og scenerne svinger konstant mellem to verdenssyn: De er formet af systemet, men draget mod spiritualitet og frihed – en frihed, de samtidig har svært ved at håndtere. De skælder publikum (eleverne) kærligt ud på pædagogisk korrekt vis, når nogen ser det, men hjemsøger dem med skam og kontrol, når de politisk korrekte blikke er væk. Bag denne automatiserede opførsel dukker stille øjeblikke af sårbarhed frem.

Musik

Musikken spiller en central rolle i rejsen. Den fungerer både som følelsesmæssig motor og dramatisk katalysator. I det kontrollerede rum høres mekaniske rytmer, klokker og fællessange, der langsomt afslører deres absurditet. Under opløsningen bryder musikken igennem som følelsesmæssige breaks – sårbare stemmer og melodier, der åbner et vindue ind til længslen bag disciplinen. I sidste akt, hvor publikum træder ind i et intuitivt og spirituelt fællesskab, bliver musikken et ritualiseret element: rytme, sang og improvisation skaber en organisk fornemmelse af fællesskab uden hierarki. Musikken bliver dermed ikke blot lydspor, men et sanseligt, dramaturgisk værktøj, der spejler transformationen fra kontrol til frihed.

Scenografi

En tilbagevendende figur i forestillingen er manualen til menneskebarnet, som to voksne forsøger at tyde undervejs. Med manualen i hånden prøver de at omdanne den klassiske voksenstyrede legeplads-scenografi til noget, der passer til børns intuitive natur – men i stedet afsløres kløften mellem voksnes regler og børns behov. Rummet går fra at være en disciplineret konstruktion til at være en levende social skulptur, hvor publikum inviteres til at mærke nysgerrighed, frihed og det legende igen.

Som en del af transformationen træder en performer og kanal frem og kanalisere en ny, uforudsigelig besked til publikum hver aften – en organisk påmindelse om intuitionens vilde væsen, der ikke kan sættes på skema.

Forestillingen bevæger sig altså i en bue: fra disciplin og kontrol, over opløsning og absurditet, til en afsluttende spirituel cirkel inspireret af stammesamfundet – et fællesskab uden hierarki; et intuitivt og sanseligt rum. Her hænger spørgsmålene tilbage:

Kan vi håndtere friheden, når vi hele livet er blevet skolet til at længes efter indhegningen? Og hvordan finder vi – med tillid – mening, struktur og ritualer i friheden?

Rummet bliver til en sanselig og kropslig undervisning i det usynlige: tvivlen, tilpasningen, skammen – og friheden. Intet forklares – det mærkes. På kroppen. I rummet.

Baggrund

Jeg trækker på John Taylor Gattos skolekritik og de syv psykopatiske principper i skolens skjulte pensum – principper, som jeg genkendte i mine egne børns beskrivelser af deres skolegang. Jeg er også inspireret af Peter Gray og unschooling-bevægelsen samt nyere forskning i leg, trivsel og læring blandt andre Ph.d.-studerende Zanitha Hamilton Månegaards tanker om univers baseret leg.

Forestillingen udspringer ligeledes af mine egne tekster – herunder kronikken “Vi lærer børn at lyve om deres behov og kalder det dannelse” (Berlingske) og essayet “Vi er ikke syge – vi er mennesker” – samt samtaler og absurde observationer fra skoler og kommunemøder. Ikke mindst bygger den på mine erfaringer som forælder, unschooling-mor og neurodivergent.

Tanker

Jeg skaber et scenisk rum uden dom, hvor vi kan mærke vores både/og-natur: frihedstrangen og længslen efter rammer. Her undersøges den dobbelthed, vi alle bærer – kampen for at passe ind i systemets form, mens vi drages mod at undslippe den. Det er i denne spænding, mellem tryghed og frigørelse, at forestillingen folder sig ud.

Forestillingen skaber en ritualiseret oplevelse, hvor publikum inviteres med på en rejse fra kontrol til frihed. De tiltales som “elever” i et fællesskab, men altid på en måde, der giver plads til tryghed og nysgerrighed. Denne leg med form og rolle kan vække minder om skoleskam og tilpasning, men rummet holdes omsorgsfuldt, så publikum kan åbne sig for oplevelsen.

Overgangen fra institutionskritik til en spirituel og sanselig afslutning er bevidst tænkt som en organisk bevægelse: skeptiske blikke lukkes ikke ude, men får plads. Performeren, der kan kanalisere, må have et legende, uformelt og selvironisk blik for situationen – for kun sådan kan kanaliseringen blive både rørende og afvæbnende.

Publikums rolle er dermed central: De bliver ikke blot vidner, men medbærere af transformationen. Det gør hver aften unik og uforudsigelig.

Gattos syv psykopatiske principper

Mens unschooling bygger på tillid og læring i livets kontekst, beskriver John Taylor Gatto skolen som en fabrik, der kvæler kreativitet og fremmer tilpasning. Han identificerer syv lærdomme:

Forvirring – undervisning uden sammenhæng
Social placering – børn lærer deres “plads”
Indifferenthed – intet er vigtigt længe, klokken ringer
Emotionel afhængighed – autoritet styrer følelser
Intellektuel afhængighed – læreren definerer, hvad der er værd at vide
Overvågning – konstant måling og vurdering
Ingen flugt – manglende evne til at tænke frit, intet privatliv

___________________________________________________

Forestillingen henvender sig til unge og voksne og er en del af et tværæstetisk projekt.

Spor 1: Selve forestillingen.
Spor 2: En sanseinstallation baseret på scenografien samt videoværker (målgruppe: børn og deres voksne).
Spor 3: Et litterært værk – en YA-roman/novelle, der med autofiktion, filosofi og magisk realisme undersøger neurodivergens, udenforskab og frihed i ungdomslivet (målgruppe: unge).